Menu

Referat af generalforsamling 26.02.25

 

 

Referat af ordinær generalforsamling i Hørning IF Fodbold

 

Onsdag, den 26. februar 2025

Rådhusloftet, 8362 Hørning
________________________________________________________________________________________________
Der afholdtes generalforsamling i Hørning IF Fodbold med følgende:

Dagsorden

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Formandens beretning
  4. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse
  5. Behandling af indkomne forslag
  6. Valg til bestyrelsen
    På valg er:

Michael Sørensen (modtager genvalg)

René Kühl (modtager genvalg)

Mark Jensen (modtager genvalg)

  1. Valg af suppleant(er)
  2. Valg af revisor
  3. Eventuelt

Ad. 1: Valg af dirigent

Bestyrelsen indstiller Niels Bak, som enstemmigt blev valgt som dirigent. Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt og dermed beslutningsdygtig.

Ad. 2:

Nicolai er valgt som referent.

Ad. 3: Formandens beretning

Formand John Bonne Nyholm berettede om årets gang i fodboldklubben, som særligt vedrørte, at:

  • Hørning IF er i en positiv udvikling
  • Det nye seniorsamarbejde er endnu et ambitiøst projekt i vores klub
  • Vi skal have større fokus på børnefodbolden, mens vi skal højne ambitionerne for ungdomsfodbolden
  • Organisering af frivillige er en grundsten for at en klub som vores kan fungere
  • Formanden spår en lys fremtid for Hørning IF Fodbold

Du kan læse hele beretningen, der er vedlagt nederst i dokumentet.

 

Ad. 4: Godkendelse af årsregnskab

Kasserer Rene Kühl fremlagde og gennemgik årsregnskabet (vedlægges elektronisk)

Det blev særligt fremhævet, at:

  • Vi har indtægter for 883.964,19
  • Vi har udgifter for 827.977,67
  • Driftsresultat: 55.986,52
  • Aktiver i alt: 437.408,95

Egenkapitalen udgjorde pr. 31.12.2024: 381.000.

Note: Der er sket en trykfejl, og der er derfor ikke en udgift på 2.462 i forbindelse med salg af juletræer.

Regnskabet er enstemmigt godkendt.

 

Ad. 5: Indkomne forslag

Formanden har ikke modtaget forslag til behandling.

 

Ad. 6: Valg af formand

Formand John B. Nyholm er ikke på valg, da denne vælges for 2 år ad gangen, jf. § 10.

 

Ad. 7: Valg af bestyrelsesmedlemmer

På valg er:

  • Michael Sørensen (modtager genvalg)
  • Rene Kühl (modtager genvalg)
  • Mark Jensen (modtager genvalg)

Følgende blev enstemmigt genvalgt som bestyrelsesmedlemmer

  • Michael Sørensen
  • Rene Kühl
  • Mark Jensen

 

Ad 8: Valg af suppleanter

  • Nicolai Graven og Sebastian Køjner søgte begge genvalg, og blev enstemmigt valgt.

Bestyrelsen består herefter af følgende:

  • John Bonne Nyholm
  • Michael Sørensen
  • Rene Kühl
  • Mark Jensen
  • Sebastian Køjner
  • Nicolai Graven

 

Ad 9: Valg af revisor

Martin Hinrichsen blev enstemmigt genvalgt som revisor.

 

Ad 10: Eventuelt

Status på klubtøj
Bent Sørensen efterspørger en status på situationen vedrørende klubtøj. Der er generel utilfredshed med, at trøjerne er vævede, da dette medfører en produktionstid på cirka 6-8 uger, inklusive levering. Hvis trøjerne i stedet trykkes, reduceres leveringstiden til cirka halvanden uge. Formand John Bonne oplyser, at klubben er i dialog med tre forskellige leverandører, der alle har informeret om, at specialfremstillede trøjer har en leveringstid på 6-8 uger.

Anskaffelse af bander til U6-stævner
Jan Henriksen stiller spørgsmål ved muligheden for at anskaffe bander til U6-stævner, da det ikke er optimalt at afholde indendørsstævner for de yngste uden. På nuværende tidspunkt låner klubben bander fra Hørning Floorball. Rene og Hørning Floorball vil udarbejde og indsende en fælles ansøgning vedrørende anskaffelse af bander.

Der er dog to væsentlige udfordringer forbundet med at anskaffe egne bander:

  1. Udgiften til indkøb af bander estimeres til cirka 100.000 kr., hvilket er en betydelig investering for en enkelt årgang.
  2. Der er på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkelig opbevaringsplads hverken hos klubben eller i Hørning Idrætscenter.

Regnskab for seniorafdelingen
Kasper Borch efterspørger en afklaring på regnskabsføringen for seniorafdelingen. Det oplyses, at seniorafdelingen vil få en selvstændig konto i Hørning IF. Hørning/Stjær skal selv stå for at skaffe sponsorater. I tilfælde af eventuelle budgetoverskridelser vil Hørning IF og Stjær Boldklub i fællesskab hæfte for den opståede gæld.

Forventninger til det nye samarbejde mellem Hørning IF og Stjær Boldklub
Lars Hansen stiller spørgsmål til Mark Jensen vedrørende de sportslige ambitioner i det nye samarbejde. Mark Jensen understreger, at målsætningen for 1. holdet er at sikre oprykning til serie 2 efter sommerferien. For 2. holdet er ambitionen at etablere sig solidt i serie 3.

Alle træninger vil finde sted i Hørning. Kampafviklingen vil blive fordelt således, at fire hjemmekampe spilles i Hørning, mens tre hjemmekampe afvikles i Stjær.

Investeringer i klubben
Kasper Borch forhører sig om, hvorvidt bestyrelsen har planer om kommende investeringer. Bestyrelsen meddeler, at der på nuværende tidspunkt ikke er planlagt større investeringer ud over renovering af tribunen.

Fodboldskole
Kasper Borch stiller spørgsmål til økonomien omkring fodboldskolen. Rene redegør for, at klubben har en forholdsvis beskeden indtjening i forhold til det omfattende setup. En betydelig udgiftspost er løn til egne trænere, hvilket skyldes de udfordringer, der er ved at rekruttere frivillige trænere i sommerferien. Dertil kommer, at udgifterne til forplejning er relativt høje.

Der drøftes en mulig frakobling fra DBU's officielle fodboldskolekoncept. Dette vil dog medføre ekstraudgifter til blandt andet tøj, drikkedunke og bolde. En alternativ mulighed er at lade en udenlandsk klub afholde fodboldskolen. Dette vil dog være forbundet med større omkostninger end den nuværende deltagerpris på cirka 1.400 kr. pr. spiller.

Ønske om en børneformand
Hørning IF søger i øjeblikket en engageret og ansvarsbevidst børneformand til bestyrelsen. Rollen indebærer et særligt fokus på klubbens yngste medlemmer, herunder koordinering af aktiviteter, støtte til trænerne og styrkelse af det sociale fællesskab på tværs af årgange.

Interesserede, der ønsker at høre mere om rollen og de tilhørende opgaver, er meget velkomne til at kontakte bestyrelsen for yderligere information.

_____

Ved mødets afslutning fik formanden ordet, og han takkede alle fremmødte for en god generalforsamling på bestyrelsens vegne.

Ja, vi bruger også cookies. Det gør vi for at få vores hjemmeside til at fungere optimalt for dig. Cookies er ikke en ufin tackling bagfra hos os :-)
Læs vores privatlivspolitik her
Luk