Vedtægter

§ 1 Navn og hjemsted
§ 2 Formål
§ 3 Foreningen
§ 4 Generalforsamling
§ 5 Forretningsudvalget
§ 6 Hovedbestyrelsen
§ 7 Økonomi
§ 8 Vedtægtsændringer og opløsning
§ 9 Afdelingen
§ 10 Afdelingens generalforsamling
§ 11 Afdelingens bestyrelse
§ 12 Afdelingens medlemmer
§ 13 Afdelingens økonomi
§ 14 Afdelingens Opløsning

 

§ 1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er Hørning Idrætsforening, og hjemsted for foreningen er Hørning Kommune. Foreningen er stiftet den 27. maj 1912.

§ 2 Formål
Foreningens formål er at skabe interesse for og udbrede kendskab til idræt, samt gennem træning og/eller deltagelse i konkurrencer give medlemmerne mulighed for aktivt virke og samvær.

§ 3 Foreningen
Stk.1: Foreningen består af en hovedforening og under denne en afdeling for hver aktiv idrætsgren.
Stk. 2: Hovedforeningen ledes af en hovedbestyrelse, som består af forretningsudvalget og de til enhver tid siddende afdelingsformænd.
Stk. 3: Foreningen tegnes af hovedformanden. Den daglige ledelse varetages af et forretningsudvalg, med ansvar over for hovedbestyrelsen.

§ 4 Generalforsamlingen
Stk. 1: Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Stk. 2: Ordinær generalforsamling afholdes i november måned. Generalforsamlingen indvarsles mindst 14 dage før afholdelse, enten ved skriftlig meddelelse til medlemmerne eller ved annoncering i lokale blade.
Stk. 3: Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:
1. Formandens beretning
2. Afdelingsformændenes beretning
3. Regnskab (herunder driftsregnskab og status pr. 30/9)
4. Fastsættelse af ydelser fra afdelingerne
5. Indkomne forslag
6. Valg til forretningsudvalget
6A. Valg af Hovedformand
6B. Valg af næstformand/sekretær og hovedkasserer 7. Valg af repræsentant til Hørning Hallen
8. Valg af Revisor
9. Valg af revisorsuppleant
10. Eventuelt

Stk. 4: Generalforsamlingen ledes af en af generalforsamlingen – udenfor hovedbestyrelsen – valgt dirigent.
Stk. 5: Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være hovedformanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6: En lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte medlemmer.
Stk. 7: Adgang, taleret og stemmeret har såvel aktive som passive medlemmer over 16 år, der har været medlem i mindst 3 måneder og ikke står i kontingentrestance. Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde.
Stk. 8: Beslutninger træffes med simpelt stemmeflerhed og sker ved håndsoprækning, med mindre mindst 10 stemmeberettigede eller dirigenten kræver skriftlig afstemning. Ved stemmelighed bortfalder forslaget. Vedtagelse af vedtægtsændringer kræver dog, at mindst 2/3 af fremmødte medlemmer stemmer derfor jf.§8 stk.1
Stk. 9: Ved valg til forretningsudvalget, vælges hovedformanden for 1 år ad gangen, Næstformand/sekretær og hovedkasserer vælges for 2 år ad gangen. Næstformand/sekretær og hovedkasserer afgår på skift. Ved stemmelighed foretages omvalg. I tilfælde af stemmelighed ved omvalget sker valget ved lodtrækning.
Stk. 10: Ved valg af repræsentant til Hørning Hallen, vælges repræsentanten for 1 år ad gangen. Ved stemmelighed foretages omvalg. I tilfælde af stemmelighed ved omvalget sker valget ved lodtrækning.
Stk. 11: Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af hovedbestyrelsen kræver det, eller når mindst 30 stemmeberettigede medlemmer fremsender skriftelig begæring herom til hovedformanden, med angivelse af dagsorden.
Stk. 12: Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 6 uger efter begæringens modtagelse, og indkaldelse skal ske som ved en ordinær generalforsamling.

§ 5 Forretningsudvalget
Stk.1: Forretningsudvalget består af hovedformand, næstformand/sekretær og hovedkasser.
Stk. 2: Valgbar til forretningsudvalget er enhver over 18 år med adgangsret til generalforsamlingen jf. §4 stk. 7: Ikke tilstedeværende er kun valgbare såfremt skriftlig tilsagn fra vedkommende foreligger.
Stk. 3: Forretningsudvalget kan meddele prokura til hovedkasseren
Stk. 4: Forretningsudvalget kan til enhver tid nedsætte udvalg til løsning af særlige opgaver. Større økonomiske dispositioner kræver dog hovedbestyrelsens godkendelse.
Stk. 5: Det pålægges forretningsudvalget at referere fra sine møder på det førstkommende hovedbestyrelsesmøde.

§ 6 Hovedbestyrelsen
Stk. 1: Hovedformanden indkalder til hovedbestyrelsesmøde mindst 4 gange årligt, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Mødet indvarsles ved udsendelse af skriftlig dagsorden mindst 5 dage før mødets afholdelse. Hovedbestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 2/3 af medlemmerne er tilstede. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 2: Det pålægges hovedbestyrelsen, at udsende referat fra bestyrelsesmøderne.
Stk. 3: Såfremt en afdeling efter hovedbestyrelsens skøn ikke arbejder i foreningens interesse eller skader den omdømme, kan hovedbestyrelsen ekskludere afdelingen, såfremt 4/5 af den fremmødte hovedbestyrelse stemmer herfor.
Stk. 4: Hovedbestyrelsen kan ekskludere medlemmer, som af en afdeling er indstillet til eksklusion, såfremt 4/5 af den fremmødte hovedbestyrelse stemmer herfor. En sådan eksklusion kan indankes skriftligt på den førstkommende generalforsamling.
Stk. 5: Hovedbestyrelsen kan foranledige at der oprettes nye afdelinger.
Stk. 6: Såfremt der i en afdeling med interesserede medlemmer ikke kan vælges en afdelingsbestyrelse, kan hovedbestyrelsen midlertidigt overtage ledelsen af den pågældende afdeling.
Stk. 7: Kun hovedbestyrelsen kan udnævne æresmedlemmer. Indstilling kan foretages af afdelingerne.

§ 7 Økonomi
Stk. 1: Foreningens midler tilvejebringes gennem ydelser fra afdelingerne. Ydelsernes størrelse fastsættes på generalforsamlingen. Der kan af disse midler efter hovedbestyrelsens skøn ydes økonomisk støtte til en eller flere afdelinger.
Stk. 2: Hovedbestyrelsen kan være initiativtager til fællesarrangementer, overskud fra disse fordeles af hovedbestyrelsen.
Stk. 3: Foreningens regnskabsår går fra 1. oktober til 30. september.
Stk. 4: Revision foretages af en på generalforsamlingen valgt revisor, som skal være myndig.
Stk. 5: Revisor og revisorsuppleant vælges for 1 år ad gangen.

§ 8 Vedtægtsændringer og opløsning
Stk. 1: Vedtægtsændringer skal, for at opnå gyldighed, vedtages af 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med højest 21 dages mellemrum, og at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer derfor.
Stk. 2: Foreningen kan kun opløses, hvis det vedtages af 2 på hinanden følgende generalforsamlinger. Generalforsamlingerne skal afholdes med mindst 30 dages mellemrum. Vedtagelse kræver at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer derfor.
Stk. 3: I tilfælde af opløsning skal eventuel formue og øvrige ejendele anvendes til idrættens fremme. Det nøjagtige formål besluttes af den afsluttende generalforsamling.

§ 9 Afdelingen
Afdelingen tegnes af afdelingsformanden. Den daglige ledelse varetages af afdelingsbestyrelsen, med ansvar overfor hovedbestyrelsen.

§ 10 Afdelingens generalforsamling
Stk. 1: Generalforsamlingen er afdelingens øverste myndighed.
Stk. 2: Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt. Generalforsamlingen indvarsles mindst 14 dage før afholdelse, enten ved skriftlig meddelelse til medlemmerne eller ved annoncering i lokale blade.
Stk. 3: Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende: 1. Formandens beretning 2. Aflæggelse af revideret årsregnskab 3. Indkomne forslag 4. Valg af afdelingsformand/afdelingskasserer 5. Valg af bestyrelsesmedlemmer 6. Valg af 2 suppleanter 7. Eventuelt
Stk. 4: Generalforsamlingen ledes af en af generalforsamlingen uden for afdelingsbestyrelsen, valgt dirigent.
Stk. 5: Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være afdelingsformanden i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6: En lovlig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antal fremmødte medlemmer.
Stk. 7: Adgang, taleret og stemmeret har såvel aktive som passive medlemmer over 16 år, der har været medlem i mindst 3 måneder og ikke står i kontingentrestance. Stemmeret kan kun udøves ved personlig fremmøde.
Stk. 8: Valgbar til afdelingsbestyrelsen er enhver over 18 år med adgangsret til generalforsamlingen jf. §10 stk. 7. Ikke tilstedeværende er kun valgbare såfremt skrifteligt tilsagn fra vedkommende foreligger
Stk. 9: Beslutninger træffes med simpelt stemmeflerhed og sker ved håndsoprækning.med mindre mindst 10 stemmeberettigede eller dirigenten kræver skriftlig afstemning. Ved stemmelighed bortfalder forslaget.
Stk. 10: Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsen kræver det, eller når mindst 30 stemmeberettigede medlemmer fremsender skriftlig begæring herom til afdelingsformanden, med angivelse af dagsorden.
Stk. 11: Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 6 uger efter begærings modtagelse, og indkaldelse skal ske som ved en ordinær generalforsamling.

§ 11 Afdelingens bestyrelse
Stk. 1: Afdelingsbestyrelsen består af mindst 3 medlemmer, som tilligemed 2 suppleanter vælges af generalforsamlingen. Afdelingsformand og afdelingskasserer vælges for 2 år ad gangen og afgår på skift. Den øvrige afdelingsbestyrelse og suppleanter vælges for 1 eller 2 år ad gangen efter den siddende afdelingsbestyrelses beslutning.
Stk. 2: Afdelingsformanden indkalder til bestyrelsesmøde mindst 4 gange årligt, eller når mindst 2 af afdelingens bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Mødet indvarsles ved udsendelse af skriftlig dagsorden mindst 5 dage før mødets afholdelse. Afdelingsbestyrelsen er beslutningsdygtig uanset det mødte antal. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er afdelingsformandens stemme afgørende.
Stk. 3: Det pålægges afdelingsbestyrelsen, at udsende referat fra bestyrelsesmøderne til afdelingsbestyrelsen og forretningsudvalget.
Stk. 4: Afdelingsbestyrelsen fastsætter kontingent størrelser for såvel aktive som passive medlemmer, samt et evt. indmeldingsgebyr.
Stk. 5: Bestyrelsen ansætter trænere og ledere.

§ 12 Afdelingens medlemmer
Stk. 1: Såvel aktive som passive medlemmer optages i de enkelte afdelinger og bliver derved medlem af Hørning Idrætsforening.
Stk. 2: Indmeldelse sker skriftlig til afdelingens kasserer. Medlemmerne forpligter sig ved indmeldelsen til at overholde foreningens vedtægter.
Stk. 3: Ved indmeldelse kan afdelingerne kræve betalt kontingent forud. Afdelingerne kan udelukke ethvert medlem fra såvel træning som turnering ved kontingentrestance udover 2 måneder.
Stk. 4: Afdelingsbestyrelsen kan ekskludere et medlem der er i kontingent restance.
Stk. 5: Afdelingsbestyrelsen kan indstille til hovedbestyrelsen at medlemmer ekskluderes såfremt disse skader foreningens anseelse og arbejde.
Stk. 6: Udmeldelse sker skriftligt til afdelingens kasserer. Forfalden gæld til foreningen skal betales ved udmeldelsen. Intet medlem kan optages på ny, uden at eventuel gammel gæld/kontingent restance til foreningen afvikles.

§ 13 Afdelingens økonomi
Stk. 1: De enkelte afdelinger arbejder økonomisk selvstændigt med ansvar overfor hovedbestyrelsen. Afdelingsbestyrelsen er ansvarlig for afdelingens administration, herunder evt. gældsstiftelse. Afdelingsbestyrelsen kan meddele prokura til afdelingskasseren.
Stk. 2: Afdelingsbestyrelsen har ansvar for, at der udarbejdes årsbudget, der skal forelægges forretningsudvalget til orientering.
Stk. 3: Afdelingerne skal føre regnskab efter nærmere retningslinier fastsat af hovedbestyrelsen. Regnskabet skal til enhver tid på forlangende fra forretningsudvalget fremlægges for dette.
Stk. 4: Årsregnskabet skal revideres af en registreret/statsautoriseret revisor eller en af hovedbestyrelsen udpeget revisor og et eksemplar skal afleveres til hovedkassereren.

§ 14 Afdelingens opløsning
Stk. 1: En afdeling kan kun opløses, når et flertal af den samlede hovedbestyrelse er indforstået hermed.
Stk. 2: Indstilling til hovedbestyrelsen med forslag om opløsning af afdelingen kan kun ske hvis det vedtages på en generalforsamling. Vedtagelse kræver at mindst 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer derfor.
Stk. 3: I tilfælde af en afdelings opløsning skal eventuel formue og øvrige ejendele overdrages til hovedbestyrelsen.