FODBOLD FOR ALLE – MØD HØRNING IF UNITED
Vi er glade for at kunne fortælle, at Hørning IF United nu har fået en fast træningstid hver onsdag kl. 17.00-18.00 i Multihallen på Sommerbæk.
Navnet United er ikke tilfældigt. Det handler om at være forenet på tværs af udfordringer og diagnoser – om at skabe et sted, hvor både små og store kan spille fodbold uden at blive sat i bås som ”de særlige”. Her er der plads til alle, der vil være en del af et trygt og rummeligt fællesskab med fokus på glæden ved spillet.
Der afholdes desuden forældremøde tirsdag den 12. november kl. 17.00-18.00, også på Sommerbæk. Her vil vi fortælle mere om tankerne bag Hørning IF United, og hvordan træningerne kommer til at foregå.
Vi glæder os til at byde både spillere og forældre velkommen til et nyt og meningsfuldt fællesskab i Hørning IF Fodbold.